Jeg skal nu skrive hvem der har gjort den største forskel eller sådan, i mit liv. Men jeg er ikke sikker. Ikke helt.
Men jeg vil nu mene det er Ida og Michaela... Og 5 dejlige drenge. <3
Mine forældre er en stor støtte, men dem har jeg haft med mig hele livet, så de er ikke "kommet ind" i mit liv og har gjort en forskel... :-)
Jeg mødte Ida, min bedste veninde, til en koncert, helt tilfældigt. Og hun begyndte straks at betyde unaturligt meget for mig, og jeg tænkte ikke rigtigt over det, før det gik op for mig... At jeg havde altså følelser for hende. Hun var den første pige jeg nogen sinde har haft følelser for, det var fandme forvirrende. Jeg havde aldrig overvejet at jeg muligvis var biseksuel. Vi stoppede kontakten, jeg kunne ikke se noget godt i det. Efter 3 måneder, fik vi kontakt igen, vi kunne ikke uden hinanden, vi var blevet for glade for hinanden. Heldigvis var følelserne væk, og der var bare venskabelige følelser tilbage. Stille og roligt blev vi bedste veninder. Hun hjalp mig igennem alt, hun kyssede og krammede mig når jeg havde brug for kærlighed, hun trøstede mig når jeg græd, hun mindede mig om at jeg var meget værd, hver gang hun så chancen. Vi blev uvenner igen, denne gang varede det også et par måneder, igen, kunne vi ikke uden hinanden... Det kørte godt for os, jeg har aldrig haft en bedre veninde, men vi blev uvenner, i 8 måneder, hvor ALT gik ned af bakke for mig, samtidig med det afsluttede jeg niende klasse, men jeg manglede jo Ida. En aften var der en der skrev på Formspring at Ida savnede mig. Jeg stoppede med at trække vejret, jeg kunne ikke reagere. Jeg blev hverken glad eller ked af det. Jeg var følelseslammet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men dagen efter fik jeg en sms af Ida, der forklarede mig hvor meget hun savnede mig. Jeg forklarede hende at jeg også savnede hende, mere end jeg kunne forklare hende. Vi blev veninder igen, fordi... Ida og jeg kan ikke uden hinanden. Der er gange, hvor vi ikke vil indse det, men det er sandt. Og hun har forandret mit liv SÅ meget. Hun har åbnet øjnene for min seksualitet, hun har fået mig til at acceptere migselv, hun har fået mig til at grine og smile når jeg har været mest deprimeret og bare har ville dø, hun har gjort mig afslappet når alle andre har givet mig lyst til at give dem en på siden af hovedet. Jeg tror ikke at nogen vil kunne forstå Idas og mit forhold, før de ser os sammen. Jeg tror heller ikke selv, at hun forstår hvor stor en betydning hun har for mig..
Michaela lærte jeg at kende, da jeg gik i 5. klasse, vil jeg gætte på. Jeg kunne ikke lide hende, men i 6. klasse begyndte vi at snakke sammen. Hun besøgte mig, jeg besøgte hende. Hurtigt kom der et bånd jeg ikke troede der skulle komme, eftersom jeg sjældent lader folk komme helt ind på mig, så hurtigt. Men Michaela blev lukket ind i min hjerne, ind til mine tanker, ind til min sjæl og ind i mit hjerte lige fra første gang hun besøgte mig. Vi sad og sang Hello Kitty-sange, sang The Dreams og jeg ved ikke hvad. Jeg har altid kunne gøre det jeg ville med hende, jeg har altid kunne ringe til hende klokken 4 om natten, grædende, velvidende om at hun vil tage den og hjælpe mig ligemeget hvad det nu skulle være. Michaela er den pige, der har hjulpet mig igennem en meget langvarig depression, igennem stress, igennem kærestesorger, venindeproblemer og så videre. Hun har ikke sviget mig én eneste gang. Aldrig, og jeg ved at jeg altid kan regne med hende. Hun er den jeg har været tættest med i længst tid, og jeg vil aldrig nogensinde give hende op, ikke engang for alverdens diamanter. De to, de gør mig lykkelige. Virkelig..
SIDST MEN IKKE MINDST: One Direction. De 5 drenge, der sætter et smil på mine læber flere gange om dagen. <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar